Arlette – international oplysningsvirksomhed om Auschwitz og Holocaust

Home / Arlette – international oplysningsvirksomhed om Auschwitz og Holocaust

Opdragsgiver
Arlette v/ Kvist Kommunikation og Fuglsang Photography: Producenter af et stort internationalt oplysnings- og undervisningsprojekt som skal medvirke til at udødeliggøre historien om Auschwitz og Holocaust.

Første del af projektet er dokumentarfilmen ’Arlette – en historie vi aldrig må glemme.’ Filmen fik premiere i 2017 og er om 94-årige Arlette Andersen, som er eneste nulevende dansker, der har overlevet koncentrationslejren Auschwitz og Holocaust. Arlette Andersen er fransk-født jøde fra Paris og én af de få overlevende jøder på verdensplan, der kan fortælle om rædslerne i den tyske udryddelses- og koncentrationslejr Auschwitz.

Den pensionerede dansk-franske gymnasielærer som bor i Fredericia har i 25 år rejst landet rundt og holdt foredrag for næsten 100.000 mennesker, fortrinsvis unge – for at sikre, at historien om Auschwitz aldrig bliver glemt. Arlette Andersen har været en uhyre populær foredragsholder, der har talt for fyldte sale.

Om vigtigheden af, at Arlette Andersens historie fortsat bliver fortalt, udtaler tidligere kulturminister, Bertel Haarder, i et interview i filmen:

’Vi kan lære af Arlettes historie, at vores trygge situation ikke er en selvfølge. Det er som hver generation skal genopfinde demokratiet og freden og menneskerettigheder. Det er derfor historien er så vigtigt, så vi ikke gentager de samme dumheder igen og igen og falder i nationalismens afgrund. Ingen kan sige det stærkere og med større autoritet, end Arlette, at det må ikke ske igen.’

I dokumentarfilmen fortæller Arlette Andersen sin historie. Desuden medvirker udvalgte danske og franske elever og historikere. Yderligere er der interviews med bl.a. Mogens Lykketoft, Søren Gade og den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray.

Resultater
Filmen er nu fuldt finansieret, har haft premiere i Grand Teatret i København –og kan også ses på filmstriben.dk

Vores ansvar og ydelser

Ledelse, strategi og eksekvering i forhold til

  • Fundraising – herunder research og udarbejdelse af fondsansøgninger – til første del af projektet.
  • Strategisk rådgivning om udvikling af projektets anden fireårige del med samarbejdspartnere som bl.a. Museum Auschwitz Birkenau og Université Clermont Auvergne i Clermont Ferrand – universitetet som Arlette Andersen gik på, og blev arresteret på af Gestapo, da hun boede i Frankrig fra 1942 til 1943.
  • Kommunikation, PR og branding: Udvikling af nye kommunikationselementer i samarbejde med grafiker samt rådgivning om øget synlighed bl.a. via live-streaming fra udsolgt offentligt arrangement.

Arlette Andersen, tidligere Auschwitz-fange nr. 74 853
Foto: © Mette Thorsen